Noget om slægtsforskning
Min interesse for slægtsforskning fik jeg i 1990’erne, da jeg researchede i, hvordan det gik Søren Kierkegaards bror Niels Andreas, der i 1832 emigrerede til USA og døde i Paterson, New Jersey. Hans korte liv og triste død på et hotelværelse er skildret i Ind i verdens vrimmel.
En detalje omkring bogen vil måske interessere slægtsforskere, for jeg fik brug for at gengive regningsenheden Mark Banco, der i årene 1619-1875 blev anvendt af Die Hamburger Bank. Modsat €, $, £ findes Mark Banco ikke i moderne fonte, men kan hentes som Shift+a i Flemming.ttf. Eller i en lidt anderledes version hos Mikkel Eide Eriksen.
Du kan også få det såkaldte forklaringstegn som c i Omvendtc.ttf:
Efter Niels Andreas Kierkegaard gik jeg i gang med min egen slægtsforskning, for nu havde jeg lært – så nogenlunde – at læse håndskrift fra 1800-tallet og hitte rundt i kilder til stort og småt, kendte og ukendte, emigranter og bønder – i min familie vrimler det med husmænd, landarbejdere, indsiddere, fattiglemmer, afflyttere, udflyttere, daglejere, bolsmænd, afbyggere og gårdfæstere foruden et par afvigere fra normen.
Men i slægtsforskning skal man være afsindig kritisk, og meget materiale er kasseret, fordi der var tvivl om dokumentationen. En anetavle er sårbar, og fejl har fatale konsekvenser. Stol aldrig på en oplysning, du ikke har kontrolleret i alle henseender. Det er regel nr. 1, 2, 3 … og 10. Der findes ikke andre regler i slægtsforskning.
Min 9 x tipoldefar Morten Nielsen var skipper og handelsmand i Sønderside, Ho sogn og ifølge p. 106 i Jens Christian V. Johansens disputats Da Djævelen var ude…, 1991 “en notorisk slagsbror.” Han dømtes i 1615 til at blive brændt som heks (ikke kun kvinder blev anklaget af fundamentalistisk-teologiske myndigheder), men han nåede at flygte – antagelig til Hamborg.
Af H. K. Kristensen: Hekseprocesser paa Vardeegnen (Fra Ribe Amt, VIII-1, 1932) fremgår pp. 146-147: “27. Jan. 1615 … vidnede Ho-Oksby Folk paa Birketinget, at Morten Nielsen havde haft Trolddomsrygte, siden Maren Sørens blev brændt; hun har da aabenbart udlagt ham. Siden blev han udlagt mange Gange, bl. a. af Bodil Harchisdatter i Ribe. Det er Lensmanden Albert Skel, der ved sin Ridefoged rejser Sag imod ham. Det fremgaar af Tingbogen, at Sagen tidligere havde været for Landstinget, og at der var afsagt nogle uendelige Domme, som har udsat Sagen eller frikendt ham. Men Albert Skel stævner ham atter, mens han endnu er i Viborg, fordi han nu var blevet udlagt 7. Gang. Da tager Morten Nielsen Flugten, og 3. Feb. 1615 sværger Nævningerne ham skyldig i Trolddom. Næste Tingdag møder Delefogden og mener, at hans Gods, ihvor det findes ‘inden- eller udenlands’, er forfalden til kgl. Majestæt. Samme Dag dømtes hans Gods forbrudt, d. v. s. Halvparten, hans Hustru beholdt det Øvrige.”
PS. Uden at være bundet af kilderne skrev jeg engang en børne- og ungdomsbog om Morten Nielsen: Jaget vildt – historien om Hekse-Morten, 2007.
Morten Nielsens søn Niels Mortensen, som var min 8 x tipoldefar, blev samfundsstøtte og selvejer af en gård. Hans gravsten er et imponerende monument over en velhaver i et fattigt vestjysk sogn sidst i 1600-tallet:
Modsat sin far Niels Mortensen opponerede Morten Nielsens barnebarn Mette Nielsdatter ihærdigt, men forgæves mod datidens danske værdier.
Af H. K. Kristensen: Gamle sydvestjyske fiskerlejer, Varde 1965 fremgår p. 99: “Blandt tingbogens ‘løsagtige sager’ optræder et enkelt eksempel på trofast kærlighed. N. Mortensens datter Mette havde været gode venner med N. Pedersen i Oksby, men hendes fader og brødre tvang hende til at indgå trolovelse med J. Bakkensen, for de ‘ville have hende i grandelag med dennem.’ Videre kunne de heller ikke tvinge hende. Hun ville ikke gå til brudeskammelen. De fik da sognepræsten Mikkel Hansen til at prøve; han spurgte, hvorfor hun ikke efter kristelig skik ville lade sig vie til sin trolovede. Pigen svarede, at hun ‘hannem i ingen måde vidste at beskylde, men dog udi sit hjerte ingen kærlighed kunne have til ham,’ da hun tilforn var trolovet med N. Pedersen. Var hun end gået med til trolovelsen med J. Bakkensen, havde hun aldrig lovet ægteskab med ham, men ville være sit løfte tro til N. Pedersen.”
Til sidst måtte Mette Nielsdatter give op. Tvunget af sin far og sine brødre (blandt dem min 7 x tipoldefar Peder Nielsen) blev hun i 1657 gift med J. Bakkensen.
Et af Niels Mortensens 5 x tipoldebørn hed Ane Jensen og var født i Lunde sogn i Vester Horne herred. Hun blev i 1887 gift med gårdmand Hans Hansen (min oldefar), der fra Wiesby i Preussen var flygtet til Lunde, fordi hans far husmand Niels Hansen i 1876 af den preussiske statsmagt blev idømt ni måneders fængsel for “oprør, vedholdende modstand mod statsmagten og offentlig fornærmelse” [Visby Herredsfogderis arkiv pk. 70: 28.1 Strafmittheilungen I, 1870-1879, Landsarkivet for Sønderjylland].
HER et klip fra Radio Sydvest 26. oktober 2009, hvor den da 73-årige Jens Hansen Friis (Niels Hansens oldebarn) fra Højer ved Tønder fortæller om min uheldige tipoldefars “vedholdende modstand mod statsmagten.”
Niels Christensen fra Outrup ved Varde var den eneste danske statsborger, der som amerikansk faldskærmssoldat deltog i invasionen i Normandiet. Han omtales her, fordi han var min mors fætter.
Menig 39690567 Niels Christensen fra 101. faldskærmsdivision landede kl. 01.40 natten mellem 5. og 6. juni 1944 ved Pointe du Hoc, Normandiet. Få minutter før var hans Dakota-fly skudt i brand. Kun fire af de 25 om bord kom levende ned. Fra tidligt om morgenen var den 23-årige Niels Christensen krigsfange og sad resten af krigen i Stalag 12 A i Limburg nordvest for Frankfurt.
Han og hans familie var i 1937 rejst til USA. I 1942 trådte han ind i hæren, men uden at oplyse, at han var dansk statsborger. Først efter krigen fik Niels Christensen amerikansk statsborgerskab. Han drev købmandsforretning/supermarked i Fresno, Californien og døde i 1997.
Faldskærmssoldaten fra Outrup
interview i Jyllands-Posten, 5. juni 1994
Jacob Tøtrup Kjærsgaard: Den røde brænding
(om bl. a. Niels Christensen)
Den glemte danske soldat fra D-dag
kronik i Politiken, 6. juni 2019
I 1947 malede den 23-årige Otto Frello (naboens søn) min morfars gård i Skyhede ved Outrup. Om billedet af Skraaninggaard, Skyhedevej 31, Outrup har jeg skrevet i Ole Faber (red.): Otto Frello – en uforbederlig maler (Museet for Varde By og Omegn, 2009, pp. 13-20).
Siden udviklede Otto Frello (1924-2015) sig til en original og fabulerende billedkunstner. Se bare To kvinder fra 1985 – der er ikke meget tilbage af min morfars gård, og lige så lidt har jeg at tilføje om slægtsforskning.
