Regine Olsens dagbog

Regine Olsens dagbog (2001, Forlaget Hovedland, [udsolgt]) er en fiktiv dagbog udgivet under pseudonymet Erik Søndergaard Hansen. Alligevel er der en mening med dagbogen. Al Kierkegaard-forskning hævder nemlig, at det var Søren, der brød med Regine og ikke omvendt. Men vi har kun Sørens mange optegnelser at bygge på, og kan man fæste lid til historier med kun én kilde? Ikke uden videre, og man kan derfor med samme ret påstå, at det var Regine, der brød med Søren. Dagbogen er et argument for, at vi intet kan vide om den sag, men kan være ført bag lyset af Søren Kierkegaards subjektive fremstilling.

regine olsens dagbog

Og uvisheden opklares ikke i Joakim Garff: Regines gåde (2013, Gads forlag), for ingen af de mere end hundrede hidtil ukendte breve fra Regine Olsen til hendes søster Cornelia hentyder til Søren Kierkegaard eller ungdoms-forlovelsen.

Om Regine Olsens dagbog som kildeskrift handler Thomas E. Kennedy: The secret life of Kierkegaard’s lover i The Literary Review, Vol 45-4, 2002, pp. 777-784, og om Søren Kierkegaards rolle som Don Juan vurderet ud fra bl. a. Regine Olsens dagbog handler Bo Elbrønd-Bek: Don Giovanni. L’ombra di Søren Kierkegaard i NotaBene. Quaderni di studi kierkegaardiani, Vol VI, 2007, pp. 77-105. En dansk version med titlen Don Juan. Søren Kierkegaards skygge er trykt i Bo Elbrønd-Bek: Indfald og udfald – studier i dansk litteraturhistorie, 2011, pp. 9-48.

Uddrag af dagbladsartikler om Regine Olsens dagbog

Der er en ensartethed i hældningen til højre mellem denne skrift og den, vi kender som Regines. Umiddelbart tror jeg, det drejer sig om to personer, men det er svært at sige noget definitivt.

Joakim Garff, Jyllands-Posten, 11.09.2001

Jeg sad og skrev dem [de håndskrevne sider i Regine Olsens dagbog] på en strand i Tunesien, og jeg troede, det ville være nemt at gennemskue, for jeg er ikke ekspert i gotisk håndskrift.

Flemming Chr. Nielsen, Politiken, 26.09.2004

Min personlige tro på den virkelige mand bag værket – er det mon Svend Åge Madsen?

Bo Kampmann Walther, Kristeligt Dagblad, 14.09.2001

Niels Jørgen Cappelørn skyder på, at forfatteren kunne være netop afdøde Johannes Sløk.

Politiken, 13.09.2001

at tænke sig

ATS – At tænke sig, 12.09.2001

Hvem gemmer sig bag pseudonymet Erik Søndergaard Hansen? Nogle har gættet på drillepinden Svend Åge Madsen. Mit gæt er en anden Århus-original, nemlig Flemming Chr. Nielsen.

John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet, 12.09.2001

Om bruddet [mellem Søren Kierkegaard og Regine Olsen] kunne jeg have skrevet en kronik, som kun få ville have læst, hvorefter den ville være glemt. I stedet valgte jeg … at skrive Regines dagbog. Mange troede, det var en vits, men fra min side var det dybt alvorligt ment.

Flemming Chr. Nielsen, Politiken, 26.09.2004

Den næsten fuldendte pastiche – sensationelt falsum eller verdenssensation.

Rune Lykkeberg, Information, 15.09.2001

Det er en talentfuld litterat, som har begået falskneriet, men Søren Kierkegaard Forskningscentret har jo også allerede lovet, at de nok skal komme efter ham med deres store, stygge elektronmikroskop.

Bjørn Bredal, Politiken, 15.09.2001


En bemærkning til Regine Olsens dagbog

En bemærkning til Regine Olsens dagbog (2002, Forlaget Hovedland, [udsolgt]) er Erik Søndergaard Hansens dokumentation for dagbogens ægthed. En online-version kan læses her: En bemærkning til Regine Olsens dagbog.

bemærkning til regine olsens dagbog

Skive Folkeblad og Morsø Folkeblad bragte 19. august 2003 en nekrolog over Erik Søndergaard Hansen, der stammede fra Salling, men tilbragte hovedparten af sit liv i udlandet.

nekrolog i skive folkeblad

Skive Folkeblad, 19. august 2003

Men hvordan kan en frit opfunden person få sin nekrolog trykt i dagspressen? Det undrede også mig, men åbenbart er det ikke noget problem. Nekrologen blev sendt som mail til de to aviser og dagen efter trykt. Dog advares kraftigt imod at gentage spøgen med autentiske personer! De færreste vil sætte pris på den form for opmærksomhed.


Rejsen til Regine

Rejsen til Regine (2003, Forlaget Holkenfeldt 3, [udsolgt]) er en krimi om Søren Kierkegaards love story. Søren Kierkegaard-forskere og lykkejægere er på sporet af Regine Olsens dagbog og den gådefulde udlandsdansker, der ejer det uvurderlige klenodie. En excentrisk bogforlægger, en vurderingsekspert fra et stort auktionshus og en ledende medarbejder på Det kongelige Bibliotek indvikles i mord og bedrag.

rejsen til regine


En Regine-debat i Weekendavisen – med fortsættelse …