Danske værdier og kristen kulturarv

Min interesse for slægtsforskning fik jeg i 1990’erne, da jeg researchede i, hvordan det gik Søren Kierkegaards bror Niels, der i 1832 emigrerede til USA og døde i Paterson, New Jersey. Hans korte liv og triste død på et hotelværelse er skildret i bogen Ind i verdens vrimmel.

Efter Niels Kierkegaard gik jeg i gang med min egen slægt, for nu havde jeg lært – så nogenlunde – at læse håndskrift fra 1800-tallet og hitte rundt i kilder til stort og småt, kendte og ukendte, emigranter og bønder – i min familie vrimler det med husmænd og landarbejdere, indsiddere og fattiglemmer, afflyttere, udflyttere og daglejere, bolsmænd, afbyggere og gårdfæstere foruden et par norm-afvigere.

Men i slægtsforskning skal man være afsindig kritisk, og meget materiale har jeg kasseret, fordi der var tvivl om dokumentationen. En anetavle er sårbar, og fejl har katastrofale konsekvenser. Stol aldrig på en oplysning, du ikke har kontrolleret i alle henseender. Det er regel nr. 1, 2, 3 … og 10. Der findes ikke andre regler.


Min 9 x tipoldefar (der p. 106 i Jens Christian V. Johansens disputats Da Djævelen var ude…, 1991 karakteriseres som “en notorisk slagsbror”) dømtes i 1615 til at blive brændt som heks (ikke kun kvinder blev anklaget af fundamentalistisk-teologiske myndigheder). Morten Nielsen hed han og nåede at flygte – antagelig til Hamborg. Af H. K. Kristensen: Hekseprocesser paa Vardeegnen, Fra Ribe Amt, VIII-1, 1932, fremgår pp. 146-147: “27. Jan. 1615 … vidnede Ho-Oksby Folk paa Birketinget, at Morten Nielsen havde haft Trolddomsrygte, siden Maren Sørens blev brændt; hun har da aabenbart udlagt ham … Siden blev han udlagt mange Gange, bl. a. af Bodil Harchisdatter i Ribe. Det er Lensmanden Albert Skel, der ved sin Ridefoged rejser Sag imod ham. Det fremgaar af Tingbogen, at Sagen tidligere havde været for Landstinget, og at der var afsagt nogle uendelige Domme, som har udsat Sagen eller frikendt ham. Men Albert Skel stævner ham atter, mens han endnu er i Viborg [H. K. Kristensen tager fejl: Albert Ske(e)l var lensmand på Riberhus], fordi han nu var blevet udlagt 7. Gang. Da tager Morten Nielsen Flugten, og 3. Feb. 1615 sværger Nævningerne ham skyldig i Trolddom. Næste Tingdag møder Delefogden [der på lensmandens vegne varetog kronens interesser på tinge og førte tilsyn med kronens bønder] og mener, at hans Gods, ihvor det findes ‘inden- eller udenlands’, er forfalden til kgl. Majestæt. Samme Dag dømtes hans Gods forbrudt, d. v. s. Halvparten, hans Hustru heholdt det Øvrige.”

Gad vide, hvad Morten Nielsen ville mene om de danske værdier og den kristne kulturarv!


Hans søn Niels Mortensen blev samfundsstøtte og selvejer af en gård. Han er begravet inde i Ho Kirke, og hans gravsten er et imponerende monument over en velhaver i et fattigt vestjysk sogn sidst i 1600-tallet:

Øverste halvdel af Niels Mortensens gravsten – tidens ubarmhjertighed har gjort, at stenen er brækket midt over. Foto: Gert Ravn

Danmarks Kirker, Ribe Amt, 2. bd., Herning 1984, noterer pp. 1378-1379: “O. 1680 [1688], med sekundær indskrift fra o. 1742. Niels Mortensen af Ho † (1.) december A(nno) … (i) sin alders 48. [der må stå 78.] år. Grå sandsten, 198×69 cm, revnet på midten. Inden for et omløbende skriftbånd med indskriften i skrå reliefversaler ses i midten Kristus med korsfane, løftet højre arm og stråleglans om hovedet, oventil afgrænset af et bueslag, hvorpå [med versaler]: ‘Ieg er Opstandelsen oc Lifvet’ (Joh. 11,25). I stenens hjørner evangelistmedaljoner med symbolvæsener, øverst for Mattæus (til ven­stre) og Markus, nederst for Lukas (til venstre) og Johannes. De øvre medaljoner flankerer et Jesumonogram, hvorunder korsblomst, og over dem ses englehoveder. De nedre medaljoner flankerer et dødningehoved og et timeglas, og under dem er planteornamenter. Under timeglasset ses i et aftrappet felt initialerne NMS og MND for Niels Mortensen og hans hustru. Under Kristus bibelcitat (Fil. 1,21 [DET AT LEVE ER MIG KRISTUS OG AT DØ EN VINDING]). På stenens nedre del, under bibelcitatet, er o. 1742 anført en sekundær indskrift med fordybede versaler over Peder Hanssen Hoe [der var gift med et barnebarn af Niels Mortensen], † 1742 i hans alders 65. år. Stenen lå 1862 ‘i Vaabenhusdøren’, delvist med våbenhusets mur over sig. Den henligger nu blandt andre ældre gravminder i kirkegårdens nordvestre hjørne [blev 2003 restaureret og flyttet ind i kirkens våbenhus].”

Nederste halvdel af Niels Mortensens gravsten. Foto: Gert Ravn


Modsat sin far opponerede Morten Nielsens barnebarn Mette Nielsdatter ihærdigt, men forgæves mod datidens danske værdier og kristne kulturarv. Af H. K. Kristensen: Gamle sydvestjyske fiskerlejer, Varde 1965, fremgår p. 99: “Blandt tingbogens ‘løsagtige sager’ optræder et enkelt eksempel på trofast kærlighed. N. Mortensens datter Mette havde været gode venner med N. Pedersen i Oksby, men hendes fader og brødre tvang hende til at indgå trolovelse med J. Bakkensen, for de ‘ville have hende i grandelag [betyder egl. naboskab, men her menes vel tættere forbindelse] med dennem.’ Videre kunne de heller ikke tvinge hende. Hun ville ikke gå til brudeskammelen. De fik da sognepræsten Mikkel Hansen til at prøve; han spurgte, hvorfor hun ikke efter kristelig skik ville lade sig vie til sin trolovede. Pigen svarede, at hun ‘hannem i ingen måde vidste at beskylde, men dog udi sit hjerte ingen kærlighed kunne have til ham,’ da hun tilforn var trolovet med N. Pedersen. Var hun end gået med til trolovelsen med J. Bakkensen, havde hun aldrig lovet ægteskab med ham, men ville være sit løfte tro til N. Pedersen.” Holger Hertzum-Larsen: Niels Pedersen og Ingeborg Chri­stensdatter i Janderup, Tarm 1989, pp. 97-98 transskriberer tingbogen af 28. februar 1657: “Mette Nielsdatter, Niels Mortensens datter i Ho, sagde til forne Jens Bachensen og dem, at hun havde ingen lyst til ham; hendes forældre havde tvunget hende til den trolovelse hun med forne Jens Bachensen havde indgangen, men ville de lade hende råde, så skulle de ingen ‘harmer’ haft af hende.” Hertzum-Larsen tilføjer: “Om ægteskabet [med Jens Bachensen] blev lykkeligt ved jeg ikke, men de fik ialt 8 børn, fire drenge og fire piger.”


Et af Niels Mortensens 5 x tipoldebørn hed Ane Jensen og var født i Lunde sogn i Vester Horne herred. Hun blev i 1887 gift med Hans Hansen, der fra Wiesby i Preussen var flygtet til Lunde, fordi hans far Niels Hansen i 1876 af den preussiske statsmagt blev idømt ni måneders fængsel for “oprør, vedholdende modstand mod statsmagten og offentlig fornærmelse” [oversat efter den tyske straffemeddelelse i Visby Her­redsfogderis arkiv pk. 70: 28.1 Strafmittheilungen I, 1870-1879, Landsarkivet for Sønderjylland].

Her et klip fra Radio Sydvest den 26. oktober 2009, hvor den da 73-årige Jens Hansen Friis (Niels Hansens oldebarn) fra Højer ved Tønder fortæller om min uheldige tipoldefars “oprør og vedholdende modstand mod statsmagten.”


Niels Christensen fra Outrup ved Varde var den eneste dansker, der som faldskærmssoldat deltog i invasionen i Normandiet. Han omtales her, fordi hans kusine var min mor (hun var Ane og Hans Hansens barnebarn) – og fordi han er glemt i den D-dags-litteratur, hvor de menige ellers får mæle (f. eks. Jakob Sørensen: Operation Overlord – Det vigtigste slag i det 20. århundrede, 2004 og samme forfatters For Danmarks Ære – Danskere i allieret krigstjeneste 1939-45, 2011).

Ifølge et interview med Niels Christensen i Jyllands-Posten, 5. juni 1994 blev han “to dage før invasionen kaldt ind til sin oberst … Man havde fundet ud af, at menig 39690567 Christensen ikke var amerikansk statsborger. Man ville derfor ikke kræve hans fortsatte tjeneste i 101. faldskærmsdivision. Men menig Christensen slog hælene sammen. Det var hans agt at bekæmpe Hitler.” Kl. 03.00 om natten mellem 5. og 6. juni 1944 landede han derfor ved Pointe du Hoc, Normandiet. Få minutter før var hans Dakota-fly skudt i brand. Kun fire af de 21 om bord kom levende ned. Fra tidligt om morgenen var den 23-årige Niels Christensen krigsfange og tilbragte resten af krigen i Stalag 12 A i Limburg nordvest for Frankfurt.

Fra Outrup var han og hans familie i 1937 rejst til USA. I 1942 trådte han ind i hæren, men uden at oplyse, at han var dansk statsborger. Først efter krigen fik Niels Christensen amerikansk statsborgerskab. Han drev købmandsforretning/supermarked i Fresno, Californien og døde i 1997.


I 1947 malede den 23-årige Otto Frello (naboens søn) min morfars gård i Skyhede ved Outrup. Baggrunden for det gennemført naturalistiske billede (55 x 70 cm) af Skraaninggaard har jeg beskrevet i Ole Faber (red.): Otto Frello – en uforbederlig maler, udg. af Museet for Varde By og Omegn, 2009.

Privateje

Siden udviklede Otto Frello (1924-2015) sig til én af landets mest originale og fabulerende billedkunstnere. Se bare To kvinder fra 1985 – der er ikke meget tilbage af min morfars gård:

frelloskvinder

Museet for Varde By og Omegn